HR-Skyen - E-rekruttering i skyenOm e-rekruttering og rekrutteringssystemerVores kunder og referencerHR-Skyen teametKontakt osKarriere hos HR-SkyenArtikler om rekruttering

HR-Skyen

...gør rekruttering lettere

Online rekrutteringssystem

Historie og team

Kontakt os

+45 71 99 07 27

Job hos HR-Skyen

Bliv en del af et dynamisk team

Viden

Tekst: Tomas Karlsson Korning Ellendersen

13. Apr 2016

Tjeklisten for det gode jobopslag

Tjeklisten for jobopslag

Du har opslået en ny spændende stilling i din virksomhed, og de første ansøgninger er måske allerede begyndt at tikke ind. Så kommer tvivlen; har du glemt at oprette auto-svar, er der læst korrektur på jobopslaget, og huskede du nu den rette kontaktperson?

Det er en naturlig tvivl, men en som du godt kan være foruden. Læs vores tjekliste for det gode jobopslag, og vær på forkant med tvivlen.

▢ HAR DU OPRETTET AUTOSVAR?

Når man som ansøger har brugt tid og energi på at sende en ansøgning, så er det rart at vide, at ens ansøgning er blevet modtaget det rette sted. Derfor bliver du nødt til at oprette en autogenereret mail, eller have et rekrutteringssystem som understøtter auto-svar.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Jobfisk i 2015 oplevede 30% af ansøgerne, at de i kun halvdelen af tilfældene fik svar på, at virksomheden havde modtaget deres jobansøgning. Der er derfor lette point at hente hos ansøgerne, ved at lade dem vide, at ansøgningen er modtaget rette sted.

▢ FÅR ANSØGERE BESKED VED AFSLAG?

Når du alligevel opretter dit autosvar på ansøgninger, så kan du lige så godt udnytte muligheden for at lave et svar til de ansøgere, som ikke får stillingen.

Én mulighed er at bruge formuleringen; “Hvis du ikke hører fra os, så er stillingen besat til anden side”, men hvis du prioriterer mere personlige mails, så kan det ifølge undersøgelsen fra Jobfisk styrke dit employer brand.

▢ ER DER EN ELLER FLERE KONTAKTPERSONER?

Det er vigtigt for ansøgere, at de ved, hvor de kan ringe eller skrive hen, hvis de har spørgsmål til stillingen. Det kan måske virke irriterende, at du skal afsætte tid til at modtage opkald eller svare på mails omkring noget, som du allerede har beskrevet. Men dine ansøgere vil takke dig for det, og som bonus modtager du formentlig også mere målrettede ansøgninger.

▢ HAR DU BESKREVET KONKRETE OPGAVER?

Det er vigtigt for ansøgere, at de kan se sig selv i jobbet. Lad derfor være med at have for meget fyldtekst om produkter eller kompetence-klichér, men beskriv i stedet, hvilket konkrete opgaver og mål de potentielle ansøger forventes at udføre.

I Jobfisks undersøgelse mente mange ansøgere, at jobopslagene kan minde om reklamer for virksomheden, og en mere konkret og prioriteret opgaveliste blev efterspurgt.

▢ HAR DU BESKREVET VIRKSOMHEDEN/AFDELINGEN?

Mange af ansøgerne i undersøgelsen mente, at virksomheder generelt er gode til at opliste fakta i jobopslagene. Derimod kniber det med beskrivelser af selve arbejdspladsen.

Ved at fokusere mere på beskrivelser af arbejdsmiljøet og de potentielt kommende kollegaer giver du ansøgerne bedre indsigt i, hvad det vil sige at arbejde i afdelingen på daglig basis. På den måde øger du chancerne for at skabe et langtidsholdbart ansættelsesforhold med de dygtige kandidater, som søger stillingen.

▢ ER DER EN OPFORDRING TIL HANDLING?

Når du har beskrevet stillingen, opgaverne og oprettet alle de svar- og kommunikationsmuligheder, som ansøgerne skal have, så mangler kun det sidste. Der der lille ekstra skub, som gør dine læsere til ansøgere.

Du kan bruge standardiserede sproglige virkemidler som: "Kan du se dig selv i stillingen? Ansøg i dag!" eller "Har du spørgsmål? Så tøv ikke med at kontakte os.". Men hvis du kan afsætte tid til det giver det ofte mere mening at bruge det naturlige sprog og entusiasme som er på arbejdspladsen.