HR-Skyen - E-rekruttering i skyenOm e-rekruttering og rekrutteringssystemerVores kunder og referencerHR-Skyen teametKontakt osKarriere hos HR-SkyenArtikler om rekruttering

HR-Skyen

...gør rekruttering lettere

Online rekrutteringssystem

Historie og team

Kontakt os

+45 71 99 07 27

Job hos HR-Skyen

Bliv en del af et dynamisk team

Viden

Tekst: Jeppe Lykke Hansen

22. Sep 2017

Persondataforordningen trak fulde huse

Knap hundrede brugere af HR-Skyen mødte op for at høre, hvordan systemet fremover kan sikre, at de overholder EU's persondataforordning

EU’s persondataforordning træder i kraft 25. maj næste år, og det er i høj grad noget, der har de danske virksomheders opmærksomhed. Derfor var det måske heller ikke overraskende, at HR-Skyens temadag om forordningen næsten voksede ud af rammene og måtte have ekstra stole sat ind i lange rækker for at rumme alle de omkring knap 100 ellers meget travle mennesker, der havde lagt vejen forbi det største lokale i Cortex Park ved Syddansk Universitet i Odense.

Allerede fra klokken ni strømmede de første ind, og 50 minutter senere kunne direktør Ali Cevik og størstedelen af HR-Skyens medarbejderstab byde alle velkomne.  

Ansøgninger og cv’er flyder med følsom data
Persondataforordningen sætter nye, strikse krav til dokumentationen af, hvordan virksomhederne behandler følsomme personoplysninger af den slags, der normalt er bunker af i ansøgninger, og den truer med markant højere bøder til de virksomheder, der ikke har styr på deres procedurer. Og det er nok særligt det sidste, der for langt de fleste virksomheders vedkommende har fået folk ud på kanten af stolene, forklarede adjunkt, cand. jur. Christian Højer Schjøler fra SDU.

- Vil I høre lidt om bøderne? lød det fra dagens første oplægsholder, og på reaktionen fra salen var der ingen tvivl om, at han her var inde ved kernen for mange af de fremmødte.

- I dag giver det mellem 2000 og 25.000 kroner at overtræde persondataloven. Med EU’s persondataforordning er vi oppe på op mod 20 millioner euro eller fire procent af virksomhedens årlige omsætning for både offentlige organisationer og private virksomheder. Man har tilsigtet et væsentligt højere bødeniveau, fortalte han.

Mange grå zoner
Rent juridisk er der fortsat mange gråzoner i forhold til loven, fx ved man ifølge Christian Højer Schjøler endnu ikke, hvordan bødestraffene vil ramme de offentlige organisationer. Skal statskassen betale bøder til statskassen? Det ved man ikke, men grundlæggende gælder det, at det fremover skal være en bøde, der kan mærkes.

- Det skal have en afskrækkende virkning, lød det fra Christian Højer Schjøler.

I forhold til de oplysninger, som virksomhederne fremover skal kunne levere til jobansøgere, forventer han hurtigt, der vil komme standarder, men han understreger, at det er specifikt skrevet i persondataforordningen, at der skal være tale om et letforståeligt sprog. Det må ikke være som de alenlange forretningsbetingelser, de fleste er vant til at acceptere på nettet. Som udgangspunkt skal virksomhederne vænne sig til, at der er mange oplysninger, som de ikke længere må gemme, bare fordi de kan:

- Vi skal gå fra nice to have til need have, formanede juristen.  

Spørgelysten fra salen var stor, men det var tydeligt, at der er mange af de finere detaljer i lovgivningen, der forsat ikke er afklarede, før der kommer vejledning til forordningen.

HR-Skyen er klar til Persondataforordningen
I forhold til rekruttering er der dog mange ting, der står helt klart. Det kunne HR-Skyens koncept og udviklingschef Christian Hansen berette, da han efterfølgende gjorde det juridiske konkret i forhold til den virkelighed, der indfinder sig om mindre end et år.

Undervejs forklarede han præcist, hvordan HR-Skyen vil løse udfordringerne med at få klassificeret den store datamængde, der naturligt opstår i en rekrutteringsproces, og hvordan HR-Skyen vil hjælpe virksomhederne i forhold til deres oplysningspligt. Han kom også ind på, hvordan HR-Skyen vil sikre, at der er logning på al aktivitet i forhold til persondata, samt hvordan HR-Skyen skal certificeres i forhold til håndteringen.

En stor del af temadagen var også netværk mellem de mange virksomheder, der var mødt op, og der var rig mulighed for at få en snak over en kop kaffe undervejs. Det var også tydeligt, at det blev talt på kryds og tværs af virksomhederne i løbet af dagen.

Mange nye tiltag i HR-Skyen
Inden dagen blev rundet af holdt Ali Cevik og systemudvikler Lennard M. Sørensen et oplæg om de dele af HR-Skyen, der ikke handler om persondataforordningen.

De to kunne blandt andet fortælle om mulighederne for at skrive under med digital signatur, at hente kandidater direkte ind fra LinkedIn, HR-Skyens nyhedsfeed, brugen af sociale medier samt holde en sidste feedbackrunde, hvor de fremmødte daglige brugere af systemet kunne komme med nye ideer.

HR-Skyen er fortsat et system, der skal lette virksomhedernes hverdag på en lang række områder og ikke bare et system til at holde virksomhedernes ryg fri i forhold til persondataforordningen.