Få en demo

Er danske virksomheder klar til GDPR? Det har HR-Skyen kortlagt

HR-Skyen har gennemført en professionel undersøgelse, der afslører, at langt fra alle virksomheder har styr på GDPR, der træder i kraft 25. maj

Om en måned træder EU’s store persondataforordning, GDPR, i kraft, og til den tid skal alle virksomheder i ikke bare Danmark, men hele EU leve op til en lang række nye regler. Gør virksomhederne ikke det, risikerer de bøder på op til 150 millioner kroner. Alligevel viser en undersøgelse blandt danske virksomhedsejere og ledere, at 35,6 procent af virksomhederne ikke er klar til GDPR. Undersøgelsen er udført af det anerkendte institut A&B Analyse for HR-Skyen.

HR-Skyens rekrutteringsværktøj håndterer hvert år tusindvis af ansøgninger for virksomhedens kunder. Derfor har HR-Skyen i mere end et år arbejdet målrettet med GDPR for at sikre, at brugerne af rekrutteringssystemet lever op til persondataforordningen.

– Reglerne kommer grundlæggende til at ændre den måde, virksomhederne arbejder på. Hvis virksomhederne ikke ændrer for eksempel den måde, oplysninger sendes rundt i mail, kommer de til at arbejde ulovligt allerede i næste måned, siger HR-Skyens direktør Ali Cevik.

De resterende godt 64 procent af virksomhederne i analysen svarer, at de enten føler sig nogenlunde eller endda virkelig godt klar til, at GDPR træder i kraft.

Kender ikke de nye regler

Undersøgelsen viser også, at en lille tredjedel af virksomhederne simpelthen ikke kender til de nye regler. Helt konkret svarer 31,3 procent, at de ikke har hørt om EU’s nye persondataforordning GDPR.

– I de her tider, hvor Facebook er blevet grillet for at bruge persondata, bør alle virksomheder sætte sig grundigt ind i persondatareglerne. At så få kender til de nye regelsæt er meget opsigtsvækkende, lyder det fra Ali Cevik.

Kun en femtedel svarer, at de har fuldt overblik over GDPR. Oven i det kommer 38 procent, der siger, at de har rimeligt overblik. Sammenlagt betyder det, at 58,2 procent af de danske virksomhedsledere og -ejere føler de har overblik, mens resten kun har et lille eller slet intet overblik over de regler, deres virksomheder skal leve op til fra den 25. maj.

Mangler information

Virksomhedsejerne og -lederne mener til dels, at det lave kendskab til EU’s persondataforordning hænger sammen med det offentlige informationsniveau.

Kun omkring hver 20. svarer, at myndighederne har informeret virkelig godt om GDPR, og hver fjerde svarer, at myndighederne har gjort det godt nok.

– Når så mange føler, at myndighederne ikke har informeret dem godt nok, betyder det jo per definition, at de ikke har fået tilstrækkelig information. Det er problematisk, at der ikke bliver informeret bedre om nogle så omfattende regler, siger Ali Cevik.

Undersøgelsen viser, at ejerne er lidt mere skarpe på forordning end virksomhedslederne. 73 procent af ejerne har hørt om forordningen, mens tallet kun er 66,2 for ledere. Kendskabet stiger også med virksomhedens størrelse. I virksomheder med over 60 ansatte, er kendskabet 74,8 procent, mens det i virksomheder med under fem ansatte er 63,5.

Man kan også se, at kendskabet til reglerne stiger med alderen. Blandt virksomhedsejere og -ledere på under 35 år kender kun 56,3 procent reglerne, mens der i aldersgruppen 65 plus er hele 80 procent, der kender til GDPR.

Undersøgelsen er lavet i april blandt 335 tilfældigt udvalgte virksomhedsledere og -ejere fordelt på cirka to tredjedele ledere og en tredjedel ejere. Virksomhederne strækker sig fra helt små virksomheder til virksomheder med over 100 ansatte. Sidstnævnte udgør 28,7 procent af virksomhederne i analysen.

Vil du gerne læse hele undersøgelsen, så udfyld formen her og download den på et øjeblik.

JA TAK. JEG VIL GERNE MODTAGE GDPR UNDERSØGELSEN TIL DOWNLOAD.

* skal udfyldes

Tekst: Jeppe Lykke Hansen
April 25, 2018

VIL DU HØRE MERE?

Skriv dig op for at prøve en demo - helt uforpligtende