Få en demo

HR-Skyen åbner kreativ afdeling

To erfarne bureaufolk skal hjælpe HR-Skyens kunder med at tiltrække de bedste medarbejdere

Virksomheders succes afhænger af evnen til at tiltrække de rigtige medarbejdere, og det er ikke længere nok at lave et flot stillingsopslag, og så vente på at talenterne vælter ind ad døren. Derfor åbner HR-Skyen nu en kreativ afdeling specialiseret i netop employer branding og målrettet talentrekruttering.

I spidsen for dette står to garvede kræfter fra den kreative branche; marketing manager Steffen M. Kjærulff og brand manager Björgvin Gudjonsson. De skal hjælpe HR-Skyens kunder med at føre rekrutteringen et skridt videre, så der ikke bare er styr på processen fra stillingsopslag til ansættelse, men også at virksomhedens kommunikation rammer rigtigt hos kommende medarbejdere.

– Vores styrke ligger i vores indsigt i hr og rekruttering. Der er vi tre skridt foran andre bureauer, og så har vi et tæt samarbejde med LinkedIn. Vi har gennem vores rekrutteringsplatform en direkte kontakt til LinkedIn, som jeg ikke har oplevet tilsvarende hos andre bureauer, siger Steffen M. Kjærulff.

Den kreative afdeling hjælper med at få lagt en praktisk strategi, så virksomheden får gjort sig mere attraktiv for kommende medarbejdere, og fx at virksomhedens LinkedIn carriere page også sender de rigtige signaler. Virksomhedens visuelle identitet, brug af billeder og tekst bliver også analyseret for mulige forbedringer. Afdelingen hjælper desuden virksomheden til at få styr på guidelines og manualer, samt at finde de rigtige medarbejdere til at opdatere sociale medier og instruere dem i, hvordan de skal gøre. En virksomheds bedste ambassadører er engagerede medarbejder, der brænder for det, de laver og skriver om.

– Vi skal hjælpe virksomhederne med at lave et miljø, hvor man ikke kan vente med at komme i gang med dagens opgaver. Det skaber ildsjæle. Det skal føles som en leg, siger Björgvin Gudjonsson.

Åbningen af den nye afdeling  markerer et skifte for HR-Skyen, som går fra at være en it-iværksættervirksomhed til at blive en del af den kreative branche, men det er helt naturligt, lyder det fra marketing manageren.   

– Vi er et team, man hyrer, og det er atypisk for en it-virksomhed, men det er en ekstra service, som giver mening ud fra det, vi i øvrigt laver for vores kunder. Fordi vi er et inhouse-bureau er vi også meget konkurrencedygtige i forhold til eksterne bureauer, forklarer Steffen M. Kjærulff.    

En vigtig del af arbejdet med employer branding er at få identificeret de medarbejdere, der kan hjælpe virksomheden med at få et dynamisk liv på de sociale medier samt ikke mindst at lægge en plan for, hvilke medier virksomheden skal gå ud på. LinkedIn er oplagt for de fleste, men om virksomheden skal være på Facebook, Twitter eller Instagram er et strategisk valg, som teamet vil kunne hjælpe virksomheden med at træffe.

– Vi analyserer virksomhedens kerneansøgere. Hvor er de henne, og hvordan får vi dem i tale? Vi sikrer, at der hele tiden er snor i dem, så de kommer ind de rigtige steder. I andre sammenhænge kaldes det den digitale kunderejse, men principperne er det samme. Her sørger vi for, at de rigtige talenter kommer trygt gennem rejsen, så virksomhederne kan rekruttere de bedst mulige folk, siger Steffen M. Kjærulff.

Tekst: Jeppe Lykke Hansen
April 17, 2018

VIL DU HØRE MERE?

Skriv dig op for at prøve en demo - helt uforpligtende